Regnekraft er et marked, ikke et abonnement

To fakta passer dårligt sammen. AI-arbejde kommer i voldsomme stød — en virksomhed har brug for meget kapacitet i tyve minutter og næsten ingen resten af dagen. Og den hardware, der kan klare arbejdet, står for en stor dels vedkommende ubrugt hen: på kontorer, i serverrum og i stigende grad i maskiner, der blev købt til én opgave, som er afsluttet.

At leje kapacitet pr. time hos en stor udbyder løser det første faktum ved at ignorere det andet. Det virker, og det betyder, at man betaler en tredjepart en merpris for noget, der allerede findes i huset.

Hvorfor grid computing ikke slog igennem før

Idéen er årtier gammel og slog for det meste fejl — af grunde, der aldrig handlede om netværket.

Tillid. At køre en andens arbejde på din maskine, eller dit arbejde på deres, kræver en isolation, der er reelt svær, og en grund til at tro på resultatet.

Matchning. At finde kapacitet af den rette form, på det rette tidspunkt, til en acceptabel pris er en forhandling, og forhandling i maskintempo havde ingen god implementering.

Afregning. At gøre op, hvem der brugte hvad, og at gøre det umagen værd for nogen, blev aldrig løst på en måde, deltagerne accepterede.

Latens. De fleste arbejdsbelastninger dengang krævede tæt kobling. Batchinferens gør ikke, og det er den ændring, der betyder noget.

Hvad der er anderledes nu

Isolation er blevet så god, at det at køre en arbejdsbelastning, man ikke stoler på, er et almindeligt driftsproblem og ikke et forskningsproblem. De arbejdsbelastninger, der betyder noget, er løst koblede, så et job kan sendes et andet sted hen og hentes senere, uden at det hele falder fra hinanden. Og matchning er præcis den slags løbende forhandling med mange variable, som agenter er gode til, og mennesker er dårlige til.

Afregning er den resterende brik, og det er et regnskabsproblem: en fælles, manipulationssikker registrering af, hvem der leverede hvad til hvem. Det er det, den distribuerede ledger er til — og det er alt, hvad den er til.

Der er ingen token

Det er værd at sige helt klart, for når ordene regnekraft, grid og ledger optræder i samme afsnit, har de en velkendt anden betydning.

Der er ingen token, ingen mønt, intet salg, ingen tildeling og intet at investere i. Afregning mellem deltagere er en regnskabsregistrering — en varig opgørelse af, hvad der er udvekslet — og den bliver ikke til et omsætteligt instrument, for i samme øjeblik den gjorde det, ville den medføre forpligtelser vedrørende værdipapirer og markedsmisbrug, som et styresystem til virksomheder ikke har noget at gøre med at påtage sig ved et uheld.

Hvis det nogensinde ændrede sig, ville det være en reguleret aktivitet, og den ville blive beskrevet som sådan — detaljeret og før alt andet på siden.

Hvor det passer ind, og hvor ikke

Griddet er en effektivisering, ikke et fundament. En virksomhed, der kører på én maskine, rører det aldrig, og alt andet i systemet fungerer på præcis samme måde uden det. Det er bevidst: En funktion, der kun virker, når der dukker nok andre deltagere op, er en dårlig ting at gøre nogens drift afhængig af.

Hvor det gør sig fortjent til sin plads, er i det almindelige tilfælde, hvor en virksomhed har mere hardware, end den bruger klokken tre om eftermiddagen, og mindre, end den har brug for klokken ni om morgenen — og det er, med lidt koordinering, to virksomheder, der løser hinandens problem.